

Dyrk grøntsager i køkkenet, og få luft til både hjernen og budgettet
DanmarkidagTorsdag 11. maj 2023 kl. 11:00

Foto: HelloFresh |
Foråret er over os, og det betyder, at det er tid til at få gang i køkkenhaverne, altankasserne og vindueskarmene. Det kan nemlig have positive effekter på ikke bare din tallerken, men også dit humør og din pengepung at gro grøntsagerne selv. Derfor har Nanna Elisabeth Vestergaard Kaldan, gastronomisk chef hos HelloFresh, lavet en guide til at hjælpe dig godt fra start.
Flere af os går nok med en drøm om at kunne servere lækre, hjemmeavlede grøntsager og krydderurter på middagsbordet derhjemme. Men tanken om hvor man lige skal starte, kan hurtigt virke uoverskuelig, og det er nemt at tro, at det kræver både masser af plads og masser af arbejde - men sådan er virkeligheden faktisk ikke.
- “Du behøver hverken at have en stor have eller en bred balkon for at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter. Mange grønne sager kan nemlig dyrkes indendørs i dit køkken, og med den rigtige tilgang kommer du hurtigt i gang,” siger Nanna Elisabeth Vestergaard Kaldan, gastronomisk chef hos HelloFresh.
Det er samtidigt enormt tilfredsstillende at følge madvarernes rejse fra jord til bord, og arbejdet med planterne kan sågar have en positiv effekt på dit stressniveau. Og ofte bliver resultaterne også både bedre og billigere end de grønne varer, du kan købe i supermarkedet, hvilket er særligt relevant i disse dage, hvor priserne på en række varer er steget markant.
Ifølge Danmarks Statistik er priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer steget med 15,8 procent det seneste år, og over halvdelen af danskerne oplever, at deres madvaner generelt er blevet påvirket af stigende fødevarepriser. Men det kan altså have økonomiske fordele at dyrke grønt derhjemme, og med Nannas gode råd i rygsækken kommer du nemt i gang.
Nannas bedste tips til at dyrke grønt i køkkenet
Du kan dyrke grønt indendørs hele året rundt med en UV-lampe, men foråret er det perfekte tidspunkt at så frøene, hvis du gerne vil udnytte solens stråler. Du skal blot sørge for at plante frøene i en passende potte med et drænhul, vande jorden regelmæssigt og placere planten på en solrig plads i dit hjem, f.eks. i en vindueskarm.
Med lidt omhu og opmærksomhed kan du hurtigt få en sund og nyttig køkkenhave derhjemme. Og du får den bedste start ved at følge disse tre tips:
1. Dyrk nemme, men velsmagende grøntsager
Der er mange grøntsager, der kan plantes i forårsmånederne og dyrkes indendørs. Nogle eksempler på grøntsager, der er steget meget i pris og samtidigt er lette at gro derhjemme, er tomater, agurker og salat.
● Tomater er oplagte at dyrke indendørs, og det er ikke for sent at plante dem i maj. De har dog brug for masser af lys og varme for at trives, så sørg for, at de får nok sol. En god ting at huske, når du dyrker tomater indendørs, er at vælge de laveste sorter, da de ofte kan vokse sig høje indendørs.
● Agurker er en ægte dansk sommerfavorit, og de er nemme at gro. Så blot to frø i en 7 cm potte, og fyld den med pottemuld. Agurker trives i et varmt og fugtigt miljø, så sørg for at vande dem godt og placere dem på et solrigt sted. Når de vokser sig større, er det en god idé at omplante dem i en større potte.
● Salat er let at dyrke derhjemme, og det kan give dig friske grønne blade hele året rundt. Vælg blot din foretrukne sort, plant frøene i en potte med drænhuller i en vindueskarm med masser af sol, og i løbet af få uger har du dyrket din egen salat!
2. Spar penge ved at få dine grøntsager til at gro igen
Vidste du, at du kan dyrke dine grøntsager igen ved at plante rod-enden af f.eks. løg, porrer, selleri og salat i potter? Denne enkle metode kan spare dig penge og reducere madspild. I stedet for at smide resterne af dine grøntsager i skraldespanden, kan du gemme et par centimeter af rod-enden, lægge den i et glas vand og skifte vandet regelmæssigt, indtil den er vokset. Herefter kan du så plante den i jorden igen og få en helt ny afgrøde at nyde.
3. Krydr din mad med friske krydderurter fra vindueskarmen
Krydderurter er nemme at dyrke og kræver ikke meget plads. Basilikum, timian, rosmarin, oregano og persille er eksempler på krydderurter, der trives indendørs. Du kan dyrke dem fra frø eller købe frøplanter og plante dem i potter. Vær opmærksom på sollys og træk - basilikum er f.eks. særligt følsom over for temperaturforskelle.
© Copyright 2023 danmarkidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Danmarkidag
![]() Fluer kan gøre dansk landbrug langt grønnere Danmarkidag | ![]() | ![]() Ældre er mere digitale end nogensinde før Danmarkidag |
![]() | ||
![]() Nu er Skole OL-finalen lige om hjørnet Danmarkidag | ![]() | ![]() Ny iværksætterpolitik skal vende trist udvikling Danmarkidag |
![]() |