

På forkant med PTSD
DanmarkidagTorsdag 9. november 2023 kl. 11:00

Formand for henholdsvis Reddernes Fagforening Kim Volder Hammershøj (tv) og Landsforeningen for PTSD -ramte og pårørende Per Laudrup Jørgensen - bagerst ses Bent Holst Sørensen og Finn Christiansen begge bestyrelsesmedlemmer i Reddernes Fagforening. |
Folk i uniformer med højrisiko-jobs er i risikozonen for at blive ramt af PTSD. Derfor har Reddernes Fagforening indledt et samarbejde med Landsforeningen for PTSD -ramte og pårørende, så medlemmerne får hjælp i tide. PTSD-foreningens formand kalder samarbejdet for en milepæl.
Fra den 1. november har Landsforeningen for PTSD -ramte og pårørende indledt et særligt samarbejde med Reddernes Fagforening, så der bliver fokus på det psykiske arbejdsmiljø.
”Det er vigtigt, for vi oplever, at kollegaer har svært ved at få den rette hjælp i tide hos arbejdsgiver, ved offentlige instanser og i andre fagforeninger. Der er ikke fokus på forebyggelse, men med dette samarbejde håber vi, at redderne kan gribes i tide, før det går galt,” siger Bent Holst Sørensen, bestyrelsesmedlem i Reddernes Fagforening.
En milepæl et fagforbund kontakter os
Per Laudrup Jørgensen, formand for Landsforeningen for PTSD -ramte og pårørende er selv meget begejstret for den netop indgået aftale.
”Jeg mener, det er en milepæl, at et fagforbund tager kontakt til os, med henblik på at forebygge og prøve at være på forkant med en specifik gruppe medlemmer i uniform, som har et højrisikojob, der kan være årsag til, at man kan udvikle belastningssymptomer samt PTSD/ Komplekst PTSD,” understreger Per Laudrup Jørgensen.
Som tidligere brand-og ambulanceredder ved Per Laudrup Jørgensen alt om, hvad det handler om, efter selv at have fået diagnosen K-PTSD pga. sit redderjob. Men han bliver også ramt på sin retfærdighedsfølelse, da han støder panden mod en mur i mødet med et ubehjælpsomt system. Derfor har han været med til at stifte Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende, for at hjælpe andre i lignende situationer.
Mange i uniformer er i farezonen
Per Laudrup Jørgensen håber og tror, at andre forbund og firmaer også vil følge trop, for der er rigtig mange i uniformer, der tilhører denne højrisikogruppe, ligesom mange øvrige faggrupper, understreger han.
”Jo mere fokus, der er på det, og jo flere ord, vi sætter på, jo mere legalt er det også for den enkelte at sige fra, når påvirkningerne på jobbet bliver for meget,” understreger Per Laudrup Jørgensen.
Det er et synspunkt, som Bent Holst Sørensen fra Reddernes Fagforening fuldt ud kan tilslutte sig. Eller som han siger:
”Vi vil i Reddernes Fagforening være reddernes talerør og være den samlende fagforening. Vi vil favne alle aspekter af faget og tage os af vores medlemmer. Og derfor ser vi meget frem til samarbejdet.”
Og det ser ud til, at medlemmerne tager godt imod tilbuddet, for de første medlemmer har allerede tilmeldt sig den særlige samarbejdsordning mellem Reddernes Fagforening og Landsforeningen for PTSD -ramte og pårørende.
© Copyright 2023 danmarkidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Danmarkidag